Nyhedsbreve – nu også til Skoda

Mængden af nyhedsbreve med ord fra Spell it out er støt stigende. Nu leverer jeg også tekst til nyhedsbreve fra en række Skoda-forhandlere på Sjælland.

Jeg er rigtig glad for at skrive flere nyhedsbreve, for det er både sjovt og udfordrende at skrive nyhedstekster igen. Det er en af de få opgaver, jeg savner fra min tid som redaktør og skrivende journalist: De korte, skarpe nyheder. Sådan, bum.

Så kom bare an med flere nyhedsbreve …

 

Undskyld vi roder

Undskyld vi roder.

Er det ikke sådan enhver butik, med respekt for sine kunder, skriver på døren, mens de bygger om eller flytter.

Undskyldningen er højaktuel hos Spell it out i øjeblikket. Her er nemlig flytte-rodet i de gamle lokaler i Vestergade 5 i Køge. Fra 1. juni er adressen nemlig ændret til Bellisvej 2 i Rønnede.

Flytningen skyldes mange faktorer. Dels er der for mange slikbutikker inden for rækkevidde fra Køge-adressen. Dels er parkeringsmulighederne og antallet af P-vagter i Køge centrum en evig kilde til irritation, og dels er min kontorfælle gennem mange år, Karsten Nygaard fra Strategen.dk, blevet headhuntet til en fast stilling i KBH.

Det mest afgørende er nu alligevel, at behovet for at have mit eget mødelokale er væk. Gang på gang bliver jeg nemlig indbudt til i stedet at besøge jer, kære kunder. Det giver mig en fantastisk mulighed for at score en gratis kop kaffe, negle en reklamekuglepen og få et rigtig godt indblik i, hvilken virksomhed I driver. Så den mulighed agter jeg at gøre endnu mere ud af fremover ;o)

Følg mig på Twitter

Jeg kvidrer nu også på Twitter.

Ikke så lystigt som mange andre, men et lille pip i ny og næ.

Som tekstforfatter synes jeg, det er en sjov udfordring at skulle fatte mig i korthed, et tweet må nemlig højst være på 140 tegn.

Du er velkommen til at følge mine udgydelser. Mit Twitter navn er @skrivekrampen.

Opret din egen konto, hvis du ikke har en allerede. Det er gratis.

Er du i tvivl om, hvordan du kan bruge Twitter i din markedsføring – for det kan du – tager vi en snak om dét.  Ring til mig på 4073 1967. Du bestemmer selv om du vil spørge efter Charlotte eller Skrivekrampen. Jeg er rar, uanset hvad du kalder mig ;o)

Så er mit nyhedsbrev på gaden

Du har nu mulighed for at følge med i de seneste gale påhit og tossede idéer hos Spell it out.

Du kan nemlig læse om dem i mit nyhedsbrev. Tilmeld dig her.

Du kan roligt melde dig til. Ingen bliver tæppebombet med nyhedsbreve i indbakken herfra. Jeg synes nemlig det er meget sjovere at skrive DINE nyhedsbreve. Men lidt guldkorn en gang i mellem, om teksttilbud eller gode tips til markedsføring, kan du godt regne med.

Tilmeld dig, og modtag mit nyhedsbrev.

Happy hour – dobbelt op

Ny hjemmeside, skønt forårsvejr og en nyåbnet slikbutik lige på den anden side af gaden. Vi har så meget at glæde os over, at gavmildheden overvælder os.

Vi tilbyder derfor happy hour til nye kunder på alle opgaver indtil 1. juni 2010.

Bestil to tekstopgaver og betal for én. Få for eksempel sat skub i din forårs kampagne med en pressemeddelelse og et salgsbrev. Betal kun for den dyreste.

Udfyld kontaktformularen eller ring på 4073 1967 – så er du godt i gang.