UA-15842921-1

Nyheder

Agnes Cupcakes: Twitter og Facebook ødelægger markedsføring efter brøler

2

Chocolate CupcakeNetop som jeg sidder og finpudser et oplæg om markedsføring for iværksættere i aften i Næstved får jeg årets bedste markedsførings-brøler serveret på et sølvfad. Et supergodt eksempel på, hvordan Facebook og Twitter kan komme i kog og smadre en hidtil vellykket markedsføring.

Agnes Cupcakes er en eksklusiv kæde af bagerier i København, der i dag bliver omtalt i Politiken. Grunden er at firmaet tilbyder mindreårige at arbejde under meget udanske og anderledes ansættelsesforhold. Blandt andet skal det koste 250.000 kroner i bod, hvis en af de unge ekspedienter afslører opskriften på bageriets kager.

Hidtil er det lykkedes Agnes Cupcakes at skabe et godt brand. Firmaet har et image som en eksklusiv leverandør af kvalitetskager baseret på gode råvarer. En tur i arbejdsretten for at få afgjort om kontrakterne er OK eller ej, ville ikke gøre den store skade på det gode rygte hos Agnes Cupcakes.

Det gør til gengæld det helt store spinatbeds-tramp, som direktøren for Agnes Cupcakes begår i samme artikel i Politiken.

Direktør Kristian Vangsgaard siger nemlig ifølge denne artikel i Politiken i dag om sine egne butiksmedarbejdere:

»En tredjedel eller mere af pigerne er ’wannabe reality tv-stars’. De tror, at de skal arbejde i Agnes Cupcakes, fordi ’det er simpelthen så smart, og det er uha så fedt så fedt det hele’. Flere af dem gider ikke at lave noget, men når man kommer, står der tre piger og snakker og gider ikke tage telefonen«.

Denne arrogante, nedladende holdning til egne medarbejdere har fået de sociale medier til at koge. Hele formiddagen har Twitter sydet med spydige kommentarer og skænd under tagget #AgnesGate.

Facebook er også fulgt godt med, og et forsøg på at slukke branden har kun fået reaktionerne mod Agnes Cupcakes til at vokse. På bageriets egen Facebook-side beklager virksomheden den uheldige ordlyd i Politiken og undskylder over for medarbejderne. Det er bare ikke nok til at tæmme horderne af tidligere Agnes-kage spisere. De er sure. Se selv kommentarerne til Agnes Cupcakes her.

Hele miseren er et godt eksempel på, hvor hurtigt man kan komme galt afsted med sin markedsføring, når den rammer aviser og de sociale medier som Twitter og Facebook. En professionel indsats fra erfarne markedsføringsfolk ville først og fremmest have forhindret at skaden var blevet større end en sag for arbejdsretten. Den ville også kunne have puttet en favnfuld cupcakes i munden på den utæmmede direktør, der har gjort sagen til en social medie begivenhed.

Glæder mig til at tale om årets brøler og sociale mediers magt ved iværksætterkurset i aften i Næstved. Bare ærgerligt at lysten til cupcakes stiger for hver gang, jeg nævner ordet. Skulle man måske prøve de der Agnes kager, har hørt de skulle være bagt efter en helt speciel opskrift.

Hmmm, måske er årets brøler inden for markedsføring i stedet et usandsynligt godt PR-stunt udtænkt og bagt sammen på ypperste vis af firmaet selv. Alene med det formål at få udbredt kendskabet til brandet Agnes Cupcakes. Se DET ville være formidabel markedsføring :o)

Velbekomme.

 

Leave a Reply

| Spell it out communication | Industrivej 2 | 4683 Rønnede | Tel. 4073 1967 | charlotte@spell-it-out.dk |